Psykoterapeutisk tilgang
Jeg arbejder ud fra en forståelse af at mennesker er forskellige, og at der ikke findes én terapeutisk tilgang eller metode der passer til alle typer personer eller alle psykiske problematikker. Dette understøttes af psykoterapeutisk forskning.
I et gå-terapi/walk & talk forløb hos mig, vil vi således tage udgangspunkt i netop din problematik, din personlighed og din historie – og vælge teori og metode på baggrund heraf, ligesom jeg løbende vil tilpasse terapien således at du får mest muligt ud af den. Jeg arbejder på baggrund af den brede psykologiske forståelse jeg har opnået gennem psykologistudiet og anvender derudover bl.a. kognitiv adfærdsterapi (herunder også 3. bølge former såsom metakognitiv terapi og ACT) som terapeutiske metoder. Et forløb kan også tage udgangspunkt i narrativ terapi eller psykodynamisk korttidsterapi (STDP) samt blive inspirereret af mange andre psykologiske og terapeutiske perspektiver.
“I believe that a different therapy must be constructed for each patient because each has a unique story” – Irvin Yalom
Kognitiv adfærdsterapi
I kognitiv adfærdsterapi (KAT) arbejder man med at identificere og udfordre negative tankemønstre, kognitive forvrængninger og uhensigtsmæssig adfærd - som individer med psykiske problemer har indlært. Til dette formål anvendes bl.a. adfærdseksperimenter. I metakognitiv terapi lærer man at det er den opmærksomhed man giver tankerne og ikke tankerne i sig selv der fører til psykiske lidelse, mens man i ACT har fokus på at acceptere svære livsbetingelser og på at leve i henhold til egne værdier.
Narrativ terapi
I narrativ terapi arbejder man med de fortællinger som individet har om sig selv i relationen til andre og verden. Disse fortællinger kan være blevet problemmættede og føre til psykiske vanskeligheder når de begrænser individets forståelse og handleevne. Man arbejder derfor bl.a. med at finde undtagelser i den problemmættede fortælling og skabe alternative narrativer, der giver nye muligheder for selvforståelse og handling.
Psykodynamisk terapi
I psykodynamisk terapi arbejder man bl.a. med at bevidstgøre ubevidste behov og følelser samt afdække den angst, skyld og skam der kan være forbundet med disse. Man arbejder desuden på at identificere og afvikle de psykiske og ofte dysfunktionelle forsvarsmekanismer som individet ubevidst anvender til at håndtere denne angst.
Målet med terapien er indsigt og at lære at give udtryk for undertrykte behov, følelser og lyster på en sund måde.